onsdag den 31. december 2014

Året det gik

Her på årets sidste dag, er det tid til lidt status for de færdige projekter i år. 

Det er blevet til 9822 gram, som er lig med 42651 meter. 

Så noget er blevet færdigt, selv om jeg synes, jeg har trævlet meget op.




Vi "ses" i det nye år (forhåbentlig uden strikkekrise)

Godt Nytår til jer alle.

tirsdag den 30. december 2014

Forsinket julegave.

En tur hos Tante Grøn i dag, var anledningen til at give mig selv en lidt forsinket julegave. 


Glæder mig til at studere den nærmere.

Pynt - måske til nytår


Jeg har leget lidt med hestetømmer og gamle knapper. Det er der kommet dette armbånd ud af. En god ide til at få brugt nogle af de gamle knapper.

mandag den 29. december 2014

Småtingsafdelingen.

Jeg får startet på lidt forskelligt, men der er ikke rigtig noget af det, der bliver godt, så det bliver trævlet op igen. Håber snart krisen vender igen.

Denne lille sangfugl inspireret af Kaj Boyesen er dog blevet færdig. Opskriften har jeg fundet her.


lørdag den 27. december 2014

Lidt har også ret.

Det er ikke blevet til meget strik i julen, men til gengæld er der hygget igennem med den nærmeste familie.


Jeg kan dog vise dette par sokker frem strikket i forskellige rester fabel farveskifte-strømpegarn.

tirsdag den 23. december 2014

Sokker og Juletræer

Endnu et par sokker af rester fra lageret er røget af pindene. Der går helt sport i at få de små rester brugt.


Den lyse er helt brugt op, men den grønne var der en lille stump tilbage, som blev brugt til to små hæklede jule-træer.


Med dem vil jeg ønske jer alle 
en rigtig glædelig jul.

søndag den 21. december 2014

Genbrugs-jul.

Vi har en del gamle ting her i huset, ikke noget der har værdi i kroner og ører, men værdi på mange andre områder. 

Jeg synes det er lidt sjovt at bruge de gamle ting på nye måder. Her er det den gamle brødskærer, der er brugt som bund i en juledekoration. Jeg har valgt at lave en helt enkel dekoration i hvid og natur, for ikke at tage fokus helt væk fra brødskæreren.


torsdag den 18. december 2014

Mens vi (jeg) venter.

Strikke-listen er tom, og der er fuldstændig tomt for nye strikke-ideer. Ja selv strikkekurven er tom. Så slemt har det vist aldrig været før. 

Mens jeg venter på nye ideer, så strikker jeg strømper af rester fra lageret.


Disse er str. 37, som er strikket i fabel strømpegarn. 59 gram er brugt, og det var ikke det sidste garn, så jeg strikker videre, mens jeg venter.

tirsdag den 16. december 2014

Grønland.

Jeg har været startet op på flere modeller fra bogen Grønland af Anette Danielsen, men det er kun denne, der er blevet til noget, endnu i hvert fald.


Modellen hedder Lavasand og er strikket på tværs. Garnet er blackhill højlandsuld i farven sortenmuld sammen med en koksgrå tynd følgetråd som har ligget på lager meget længe. Begge garner er købt for længe siden i Garnudsalg.dk.

fredag den 12. december 2014

Rent bord.

Sidder her og glæder mig over, at husene er hule. Udenfor stormer og regner det så meget, at det er en hel fornøjelse at sidde indendøre. 

Sidste julegave er kommet i hus i dag, så nu kan den del også vinges af, og der er stadig 12 dage til juleaften.

Endnu en mellemlægs-serviet er kniplet færdig, og der er gjort rent bord på kniplebrætterne.


Nu har jeg i alt 4 stk.






onsdag den 10. december 2014

Bestillingsarbejde.

For ca 14 dage siden fik jeg en bestilling på et par strømper. Det er ikke lige det jeg bruger mest tid på, men med disse synes jeg det var ok. 

Det var manden der spurgte om jeg ikke ville strikke et par sokker str. 38-39. Han skulle nemlig bruge dem til datterens pakkekalender. 

Det kunne jeg jo ikke sige nej til.


mandag den 8. december 2014

Styr på strikkefastheden.

Det er ikke altid helt nemt at få strikkefastheden til at passe, men i mange projekter er det faktisk temmelig vigtigt.

I går fik jeg dette "to i en" redskab, hvor det store hul i midten måler 10 x 10 cm. Nu kan jeg bare lægge den på det strikkede og tælle både masker og pinde. Samtidig kan den også måle pindestørrelsen.

Ikke en dårlig advents-gave.




torsdag den 4. december 2014

En serviet.


Jeg har kniplet denne mellemlægs-serviet. Det er nummer tre. Alle ens i kanten, men forskellige i det midterste mønster. Det gør det lidt sjovere at lave mellemlægs-servietter, når de ikke er helt ens. 

Hvor mange det skal ende med, ved jeg endnu ikke, men ind til videre hygger jeg mig med dem.

mandag den 1. december 2014

Lige om lidt

I dag er det den første december, 24 dage til juleaften. Nedtællingen er begyndt, og i år ser kalenderdekorationen sådan ud. Jeg må hellere smutte nu, tændstikken kalder.