onsdag den 19. april 2017

Påsken.

Vi havde ikke mange planer i påsken, så der var åbent for lidt af hvert. Det endte med en oprydning og ændringer i skuret. Noget der altid er dejligt at få gjort. 

Vejret var jo ikke til de helt store udendørsprojekter, men jeg fik dog cyklet et par ture og oven i købet i tørvejr. 

Jeg har i en længere periode haft planer om at få symaskinen frem, og når nu vejret indbød mest til indendørssysler, ja, så kom den frem. Det er populært rundt omkring at sy strikketasker til opbevaring af sit strikketøj, så det måtte jeg da også prøve. Jeg kiggede dybt i de få rester, jeg havde liggende på lageret og fik frembragt disse 2.



Det er ikke de sidste, jeg skal sy af den slags. Det er nu noget kønnere end en plasticpose.

Derudover fik jeg også syet et omslag til en notesbog. Kniplingen har jeg lavet i starten af denne sæson, men jeg blev lidt træt af at kniple den, fordi der var en fejl i mønsteret. Fejlen var ikke større end det godt kunne lade sig gøre at kniple den, men det irriterede mig alligevel, så den blev pillet af brættet og har ligget og ventet på et passende projekt, hvor den kunne anvendes.



torsdag den 13. april 2017

Ingen dikkedarer.

Som rigtig mange andre har jeg også strikket sweateren "ingen dikkedarer" fra Petiteknit. 

Det startede en aften til strikkecafe hos Pure Pope i Odense. Der var en, der var i gang med at strikke den. Jeg var slet ikke i tvivl om, at den måtte jeg da også strikke. Også selvom jeg nåede at tænke, at den måske var lidt kedelig at strikke.

Når vi sidder der en hel aften er der jo masser af tid til at vælge den helt rigtige farve, og det blev denne mørkeblå. 


Jeg fik allerede startet med ribben derude, og så blev den lagt lidt til side, for jeg tænkte det var et godt projekt til den sommerhusferie vi skulle på et par uger senere. 

I mellemtiden kom jeg dog til at tænke på et snonings-mønster jeg godt kunne tænke mig at afprøve på en trøje. Så et par dage efter jeg var startet kom det alligevel frem igen, jeg skulle jo lige prøve om det fungerede. En hel aften senere måtte jeg konstatere at det duede ikke i dette garn. 

Det blev pillet op tilbage til ribben og så blev opskriften fulgt til punkt og prikke eller næsten for ribben har jeg strikket 2 ret 2 vrang i stedet for en af hver. Ved raglan har jeg 3 m i mellem udtagningerne i stedet for en. Nu er der heller ikke flere ændringer. Garnet var det originale - blødt og lækkert. 

lørdag den 1. april 2017

Når strik bliver nørdet.

Helt tilbage i august sidste år, da jeg og min veninde var til strik i Todbjerg, købte jeg Susie Haumanns bog Urban. Da jeg nu ikke bor så langt fra Kerteminde var det jo oplagt at strikke den. Bundfarven blev indkøbt, men så skete der ikke rigtigt mere. 
Min veninde fik strikket sit, men synes dog det var et kæmpe arbejde. Det hjalp heller ikke rigtigt til lysten til at komme igang. 
I starten af februar tog jeg mig sammen og kom endelig i gang. Jeg tog den beslutning, at det bare skulle være et sekundært strikketøj, dog med den regel, at jeg skulle strikke mindst 100 masker hver dag. Og der kunne ikke strikkes på forskud. Det blev nu alligevel til lidt flere masker af gangen. 
Jeg har desværre mistet den seddel, hvor jeg havde skrevet det ned på, men det var mere en 69.000 masker i alt. Det blev strikket på 31 dage, så det vil sige lidt over 2000 masker om dagen i snit. 
På den måde nåede det overhovedet ikke at være kedeligt at strikke, selv om der nok er en del, der vil mene det er noget nørdet. Det har jeg det nu meget fint med, for resultatet er jeg helt vild med.


Det er strikket i originalgarnet. Striberne er hentet på eget lager. Målene er lidt større end i opskriften, men jeg lavede heller ingen strikkeprøve.