fredag den 24. februar 2017

Endelig på banen igen.

Så gik der næsten 14 dage uden indlæg - det er vist rekord. Jeg har været ramt af almindelig sygdom med efterfølgende træthed, men nu må det være tid igen.


Jeg har strikket denne "de små grå" fra Annette Danielsens bog Knitting Fools. Mønsteret er vævestrik, så det tager noget tid, men den er absolut arbejdet værd. 

Længden kunne godt være bare 3 cm længere, men det lever jeg med. 

Garnet er originalgarnet fra Isager. Den eneste ændring er farven på striben ved ribkanterne.

søndag den 12. februar 2017

Kludestrik.


Jeg fik 3 nøgler Karen Klarbæk bomuldsgarn i adventsgave sidste år. 

I lang tid har jeg hæklet mine klude, men jeg fik lyst til at bruge strikkepindene i stedet. 

De er strikket som en dominofirkant, og så har jeg valgt at lave lænkekant i siderne, som jeg synes holder godt på faconen. 

De første 3 blev stribede med små striber, og den sidste startede jeg med den mørke farve og fortsatte til der ikke var mere garn. Det samme gjorde jeg med den næste farve. På den måde blev der kun en lille rest af den sidste farve. 


søndag den 5. februar 2017

Grå i striber.

Det har været en en meget grå weekend rent vejrmæssigt. Det føles næsten ikke som om, det har været dag, men heldigvis betyder det ikke at indholdet i weekenden har været gråt.


Så som i næsten kan se, er dette billede ikke taget i dag. Det vidner om en dag med solstrejf og skygger. Dage som også kommer igen, og forhåbentlig snart.

Inden nytår blev jeg færdig med denne stribede sag, men efter vask synes jeg ærmerne blev en smule for korte, og så endte den i bunden af en kurv. Vi skulle et stykke ind i januar før den igen kom op af kurven, og jeg fik strikket lidt ekstra på ærmerne, så de fik den rigtige længde. 

Jeg startede modellen efter en en opskrift fra bogen ynglingsstrik nr. 1, men jeg havde ikke lige opdaget, at den havde en A-facon. Det var ikke lige det jeg ønskede så jeg undlod udtagningerne undervejs. Lommerne ville jeg gerne have, ja altså ind til kroppen var færdigstrikket, så fortrød jeg. Jeg var bange for at lommerne ville fylde for meget, når det var en mere tætsiddende model, jeg havde lavet. Lommeåbningen blev strikket sammen igen på bagsiden, og en lille lommekant strikket på. Nu er det bare en lille snyde-lomme der sidder og pynter på forstykket. 

Jeg er blevet godt tilfreds med resultatet, og den har allerede været i brug flere gange.

Den er strikket i 2 tråde coast (en blanding af uld og bomuld). Garn som jeg har haft liggende et stykke tid, så det var dejligt at finde anvendelse for det.