mandag den 29. april 2013

Kender i det .......

at man starter på noget hvor man kender starten og slutningen, men alt det der ligger i mellem, viser sig undervejs ? 

Sådan er det for mig i øjeblikket. Jeg vidste godt, hvordan jeg ville starte og hvad det skal bruges til, når det er færdigt, men ikke hvordan jeg skal komme fra start til mål. 

Jeg lader hæklenålen arbejde og se hvad der sker.


fredag den 26. april 2013

På mit arbejdsbord ....

er landet dette lækre garn fra Garnudsalg. Det stammer fra vores sene garnkøbs-ekspedition, og det landede hurtigt hos veninden, som har passet godt på det ind til det landede på mit bord. 


Hvad der skal laves af det, ved jeg endnu ikke, men mon ikke jeg kommer på noget. Ellers råber jeg om hjælp.

torsdag den 25. april 2013

Traditioner.

Vi skal vel holde traditionerne i live. Hvederne er bagte - venter kun på at blive ristede. 


På komfuret står marmeladen og koger. Måske jeg også lige skulle svinge støvsugeren inden gæsterne kommer.

onsdag den 24. april 2013

Jeg holder pause,

ja altså kun med strømpe-strikningen. Dette par må være det sidste inden sommeren, og de skal i hvert fald ikke i brug, før vi har haft en rigtig dejlig sommer !


Det sorte er brugsens strømpegarn og striberne er rester fra andre sokker.

søndag den 21. april 2013

Måske.


De sidste to aftener har vi grillet. Det er der sådan set ikke noget nyt i, for det gør vi tit hele året, men vi har også siddet ud og spist. 

Vi er så heldige, at den ene terrasse er overdækket,og har tre sider med mur. Der har været stort set læ, og da den vender mod vest, har vi også aftensol.

I går var det ekstra godt. Vi gik en tur efter maden, og blev faktisk overrasket over, hvor koldt det var, da vi kom ud på de åbne vidder. Det var slet ikke til at forstå vi lige havde siddet ude og spist. Uden at fryse vel at mærke. 

I dag var det koldere, så det var med trøje på, men alligevel dejligt.

Trekanter.

Solen skinner fra en skyfri himmel og slet ingen vind er det kig jeg har ud af vinduet lige nu. Det skal bestemt give anledning til udeliv i dag, også selv om graderne kun viste 2 grader, da jeg stod op. Mon ikke solen får ændret lidt på det i løbet af de næste timer. Jeg tror det.


Trekantsområdet fra Geilsk er færdig. Ja, det har den faktisk været en uges tid, og den er allerede brugt mere end en gang. Den skal nok blive et hit. Den er strikket helt efter opskriften og uden svinkeærinder. Selv garnet er det originale.


Lidt sjovt at se hvor ynkeligt græsplænen så ud for få dage siden. Nu er den allerede meget mere grøn.

torsdag den 18. april 2013

Bestilling udført.

Endnu en gang har jeg fået en bestilling på butterfly. Denne gang 2 stk. Jeg har vidst det i et stykke tid, men først i søndags, kom den endelige melding angående farve. De skulle være ens i farverne hvid og marineblå. 

Der var ikke langt til deadline på fredag, og jeg havde ikke marine-blåt bomuldsgarn liggende på lageret. Manden blev sendt på indkøb mandag eftermiddag. Det lykkedes at få den rigtige farve efter besøg i to butikker. 

I aftes blev de færdige og afleveret til datteren, som skulle stå for båndet, de skulle syes på. Fredag mødes hun med den ene af de nye ejere, og min arm trænger til ro.


mandag den 15. april 2013

Den endelige beslutning.

Endelig var jeg nået så langt med rilletrøjen af Lene Holme Samsøe, så jeg kunne prøve den sådan nogenlunde. Det var så her den endelige beslutning blev taget. 

Den har været et meget langsommeligt projekt, som hele tiden blev lagt væk til fordel for andre åbenbart mere spændende projekter. 

Nu er den pillet op, og garnet er klar til et nyt projekt. Den ville blive for stor, og jeg har ikke lyst til at tage 10 kg på, for at den kan passe. 

Vejret siger endelig forår, så arbejdet med optrævlingen kunne foregå udenfor, så støvet kunne flyve hvorhen det ville. Det er da fantastisk.


lørdag den 13. april 2013

Sen shopping.

Der er altså noget, der kan få mig til at være vågen en sen fredag aften. Garnudsalg.dk havde meldt et rigtig godt 3 dages tilbud på alpaca-garn. 

Det var ikke første gang, men sidst var det væk før jeg kom til tasterne. 

Denne gang var jeg sammen med en veninde kampklar fra start. Normalt har vi ikke de store problemer med at handle så meget, så det bliver fragfrit (det er jo sjovere at bruge pengene på garn end fragt), men da begge vores lagre langtfra er tomme, var vi helt enige om at vi kun skulle have fat i tilbuddet, og hvis vi bestilte sammen, undgik vi fragten.

Vi sad dog ikke i samme by, men bevæbnet med hver sin computer og mobiltelefon, ja så kan meget lade sig gøre. Vi var heldige, vores ordre gik igennem. En time senere var der stort set udsolgt.

Nu venter vi spændt og glade over vi var hurtige på tasterne.



fredag den 12. april 2013

Jeg ikke bare tror det ...

jeg ved det. Fredag er en fantastisk dag. Når arbejdsdagen er slut ligger weekenden hel og ubrugt foran mig. Det er en skøn ting, ikke fordi jeg ikke er glad for mit arbejde, men det er vel meningen, vi skal nyde weekenden.


Håber i alle vil få en dejlig weekend, fyldt med lige det i har lyst til.

torsdag den 11. april 2013

Ups.

Jeg har da helt glemt at vise denne sæsons store kniplearbejde. Den blev færdig den sidste aften, så det kunne ikke være mere perfekt timet. Den har været hyggelig at lave, og de mange forskellige mønstre gør, at den ikke har været kedelig.


søndag den 7. april 2013

Klar til bedre vejr.


Hov den kom vist til at ligge lidt skævt, men når man nu gerne vil have et solbillede, så skal det jo gå stærkt. 

Det er en zig zag top fra bogen Strik ala Carte 1 af Marianne Isager. Den er strikket i HAVBLIK fra Tante Grøn. 

Strikkefastheden lå lige lidt til den lave side, så jeg valgte at strikke et nummer større og så passede den med de færdige mål. 

Jeg er startet oppefra med et par firkanter og er sluttet forneden, så den er nem at passe til undervejs. Alligevel er den strikket næsten to gange, for da jeg var næsten i mål, opdagede jeg en fejl i starten, så det var en ommer. Nu er den sommerklar - nu mangler vi bare sommervejret eller i det mindste lidt forår.

fredag den 5. april 2013

Dagens tilbud.

Til årets påskefrokost hos mine forældre, havde min far et godt tilbud. Han laver som før nævnt en del i træ, og overskudet var linet op på et bord til fri afbenyttelse. Jeg var heldig at få denne kasse, som er mage til nogle jeg har fået tidligere. Den er helt perfekt og skal have sin plads ved siden af de andre i spisekammeret.


Begge mine piger fik hver 2, så de var også glade.

mandag den 1. april 2013

Så godt som slut.

Nu er påsken stort set slut. Det har været nogle dejlige dage. Nogle med input fra familie og venner. Andre med stilhed og afslapning. En rigtig god blanding.

I dag har været en af dem helt uden planer, så der blev mulighed for en tur ud til vandet i det flotte vejr. Jeg havde for en gang skyld husket kameraet, men det hjælper jo ikke meget, når jeg glemmer at få det op af lommen, så desværre ingen billeder fra turen.


Nu sidder jeg her med benene oppe og kigger i ny strikkebog, som jeg fik i fødselsdagsgave. Der kunne godt være et par modeller, der ender på pindene, men jeg må vist hellere færdiggøre nogle af de andre projekter først.