For nogle år siden strikkede jeg Miss Beezy fra Geilsk. Jeg har været rigtig glad for den og brugt den meget. Men samtidig har jeg også været lidt træt af den på grund af de meget store ærmer, som kan være meget svære at få plads til under overtøjet.
Men men men nu er den jo kommet med nye ærmer som kan være under en jakke, så jeg var jo nødt til at gå i gang med en ny.
Der lå garn på lageret, der passede i strikkefastheden, så det var bare at gå i gang. Jeg vil dog lige sige, jeg havde glemt hvor langsommelig kanten forneden er, men nu er den overstået, og så er det jo bare derudaf det næste stykke tid, inden det vender tilbage på bærestykket.
Alle de modeller, jeg har kunnet finde på nettet er strikket med den mørke farve som bund og den lyse som striber. Som i kan se har jeg vendt rundt på det (fordi det var det garn jeg havde på lager, og det er jo dejligt at bruge af det en gang i mellem), men nu bliver jeg i tvivl om det bliver godt. Det er jo sådan at lyse striber bliver mindre synlige og mørke striber træder tydeligt frem, men betyder det noget?
Hvis der er nogen derude, som jeg ikke har fundet på nettet, der har strikket i omvendte farver, må i gerne sige til, så jeg kan se, hvordan det kommer til at se ud.