søndag den 31. december 2017

I dyrenes verden.

Jeg kan se, der stadig er nogle stykker, der følger med herinde, hvilket har forbavset mig meget med den lange pause, der har været. Det er rigtig dejligt.

Som nævnt tidligere, så driller armene stadig, men der er en lille smule bedring, så mon ikke det ender med lidt strik i 2018 - jeg håber det.

Jeg nåede at strikke og hækle lidt i sommers (inden det blev helt tosset med armene) til det dengang kommende barnebarn. Nu er barnet jo født, så kan jeg jo godt begynde at vise hemmelighederne frem. 
For at starte et sted, holder jeg mig denne gang til dyrenes verden.


En lille flodhest til at hænge i barnevognen.


Giraffen og elefanten er tænkt til at hænge på en snor mellem 2 stole (når de bor i lille lejlighed skal tingene ikke fylde mere end højst nødvendigt, så et smart aktivitetscenter fylder for meget).



Flodhesten har jeg fundet et sted på pinterest. Giraffen er fra et tillæg i hendes verden, og elefanten er jeg blevet inspireret af på instegram.

Årets strikkeregnskab ser rigtig skidt ud i år. Jeg har tilført lageret med en del mere garn, end der er strikket af, men så har jeg jo noget at starte med, når jeg igen kan.

Til sidst vil jeg ønske jer alle et godt nytår.



søndag den 24. december 2017

Rigtig glædelig jul.

Gad vide om der stadig er nogle, der følger med herinde, men der har ikke været meget at skrive om. Jeg har stadig problemer med mine arme (tennisalbue). Midt i december fik jeg en blokade, som der endnu ikke har været det store mirakel. Samtidig træner jeg ihærdigt og har gjort siden i sommers, så jeg håber snart det bliver bedre.

Der er dog også glædelige nyheder. Jeg er nemlig blevet mormor til en dejlig lille dreng den 19. december og tro mig der er rigtig mange ting jeg har lyst til at strikke til den lille gut, men sådan skal det åbenbart ikke være lige i øjeblikket. 

Lidt nåede jeg dog at strikke inden det gik galt med armene, og det skal nok blive vist frem herinde hen ad vejen. 

Til sidst lige inden ænderne skal i ovnen, vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul.