tirsdag den 1. december 2015

Fuld fart.

Jeg ved ikke, hvordan i har det, men her går det rigtig stærkt i øjeblikket. Der er fuld fart på juleforbereddelser, arbejde, flytning af datter og svigersøn og meget mere. Det er ikke det kreative i form af strik og hækling, der fylder allermest i øjeblikket, men til gengæld er de fleste julegaver købt og småkagerne er bagt. 

I lørdags fik jeg lavet adventskrans og kalenderlysdekoration. Billederne er fra før de blev tændt.


Sidste år fik jeg denne adventskrans i gave. Det var nok ikke en jeg selv havde købt, men jeg er faktisk blevet ret glad for den. Lige som sidste år har jeg nedtonet det blanke med en rustik gren med lav på, som bare er lagt hen over og bundet fast med lidt snor et par steder. De tre små sølvkugler er bundet fast på grenen så de lige svæver over bordet. Det gode ved denne er at den ikke ændrer udseende I løbet af december (altså bliver tør og kedelig).


Med hensyn til kalenderlyset har jeg også valgt materialer som holder sig pænt hele måneden. Ja altså lige med undtagelse af de 3 grangrene, men de er bare sat løst i, så de er nemme at skifte ud undervejs. Jeg har tilsat et par lys ekstra, hvis vi skulle være så heldige at det går godt med at følge kalenderlyset, ja så kan der jo stadig være lys i dekorationen.




tirsdag den 24. november 2015

En ups'er

Jeg sad lige og kiggede, hvad jeg havde liggende af billeder, og kunne se, at der ikke var lavet indlæg om disse sokker. 


De er strikket af en rest strømpegarn i en størrelse, der svarer til str. 1 år, og allerede givet væk i gave.

fredag den 20. november 2015

Hvordan vi ind i mellem må lave en ommer.

Jeg har forsøgt mig med at hækle karklude. Synes selv de er rigtig flotte.


Nu har jeg også afprøvet dem, og det var noget af en skuffelse. 

Jeg kan lige tilføje, at jeg tidligere har strikket nogle, som jeg er ret glad for. 

Men de hæklede duer bare slet ikke for mig. De bliver for tætte og faste, så de er for hårde at vride op. Det er muligt, jeg er den eneste, der synes det, men jeg er ikke i tvivl om, at de næste jeg skal lave bliver strikket. 

Nu må jeg så til at studere spændende mønstre til dem.

onsdag den 18. november 2015

Jeg fortsætter.....

i småtingene. Ginger halvhandsker af Helga Isager er strikket i en rest blackhill højlandsuld fra garnudsalg. Jeg har strikket dem ca. 12 cm kortere i ribben, og det har vist sig at være en rigtig god beslutning til mine korte arme.


Angående mine problemer med julerose af AD, så har jeg været i kontakt med hende. Hun siger at jeg strikker brede masker, og så skal jeg op på en større pind og så skal det strækkes i højden. Synes ikke det er nemt, og det er ikke lykkedes helt endnu, men jeg arbejder videre på sagen.

mandag den 16. november 2015

Lidt nyt og store problemer.


Disse blev faktisk færdige for nogle uger siden, men er ikke lige nået herind. Grydelapper hæklet i vaffelmønster, som gør dem meget tætte. Helt perfekt så fingrene ikke bliver brændt af. De er hæklet i pima-bomuld, som rækker 200 m pr 50 gram. Der gik lige nøjagtig 2 ngl til. 

I øjeblikket døjer jeg gevaldigt med min strikkefasthed. Skulle strikke julerose fra Annette Danielsens bog, men kan overhovedet ikke få den pokkers strikkefasthed til at passe. Eller det vil sige den passer 100% i bredden, men absolut ikke i højden. Tror jeg skal strikke yderligere 8 pinde pr 10 cm og det er rigtig meget. Da den strikkes rundt i u-form kan jeg ikke regne ud, hvad jeg skal ændre på. Måske jeg bare skal finde en anden model til garnet, som ellers er det originale til opskriften. 

Det er ikke første gang, jeg har det problem, men jeg aner ikke hvordan det skal løses, så hvis der er nogle derude, der har et godt forslag, så tager jeg gerne i mod.

mandag den 9. november 2015

Garn garn garn.

Der er flere der har spurgt om jeg ikke har været i garnbutikkerne i området omkring Blåvand, når vi nu ferierede der. Til det kan jeg kun sige JO SELVFØLGELIG.

Jeg havde kun pakket et nøgle strømpegarn, så jeg havde strikketøj til turen derover, så jeg lagde ud med at runde Flittiglise i Vejers allerede på vej til sommerhuset. Her købte jeg Isager Merilin, som gerne skulle omsættes til en "julerose" af Annette Danielsen, samt lidt bomuldsgarn til grydelapper og klude.



Vi boede i Ho, så derfor var det jo også en nødvendighed at runde Ho strik i løbet af ugen. Her blev det til en hæklebog og noget Rustik fra Karen Noe.


Udflugt til Ribe resulterede i lidt mere bomuldsgarn.


Nu mangler jeg bare tid.



onsdag den 4. november 2015

Balsam for sjælen.

I sidste uge var vi i sommerhus i Ho ved Blåvand. 

En uge med det mest fantastiske efterårsvejr, som blev brugt til en masse strik, hækling og lange gåture i skov og ved vand. 

Her kommer lidt billedspam fra ugen der gik.