fredag den 31. august 2012

Drømmen er gået i opfyldelse.

Drømmen, som jeg tidligere har skrevet om, er gået i opfyldelse. Jeg har fået mit spisekammer. 

Min far er igen i fuld gang på værkstedet. Opgaverne er blevet mere besværlige for ham, men det færdige resultat er absolut ikke ringere end før, han fik sit handicap. 


Som i kan se, er det ikke så stort. Det er lavet i et lille indhak, hvor der tidligere har været en garderobe. Det måler ca. 60 x 150 cm, men lige stort nok til at det kunne lade sig gøre.


Hylderne er skåret af et par egetræsbordplader, som har fået en gang olie. Der er blevet 5 hylder i hver side. Døren er en skydedør, så den ikke fylder så meget, når den skal åbnes. 



Jeg er meget glad for det. Det er blevet helt, som jeg havde drømt om. Nu er det klar til at blive fyldt op.



torsdag den 30. august 2012

Jeg håber.

Det ville være rigtig dejligt, hvis det blev mig, der er den heldige vinder her. I skal bare lade som om i ikke har set dette, der behøver jo ikke være for mange om buddet vel ;)


tirsdag den 28. august 2012

Da brødkurven var tom.

Jeg har altid en hæklet serviet liggende i min brødkurv. Ind i mellem bliver de lidt slidte, oftest er det nok vaskemaskinen der slider mest på dem. 

Sidst den skulle vaskes havde jeg ikke flere at skifte med, så jeg måtte fatte hæklenålen og komme igang.


Det blev til denne enkle model, som jeg fandt på undervejs. Nu har jeg igen en at skifte med.


fredag den 24. august 2012

Nyt Nyt Nyt


Som noget nyt prøver vi at starte en strikke/hækle cafe op i Ullerslev. 

Der er foreløbig planlagt 3 aftener 
den 1/10 5/11 3/12. 

Det er meningen det skal foregå på hyggebasis med kaffe/the og lidt godt til ganen. 

Det koster 150 kroner for alle 3 aftener. 

Har du lyst til at deltage kan du tilmelde dig her

onsdag den 22. august 2012

De to røde.

Vi har før været medlem af en kajakklub, men vi stoppede igen af flere årsager, men blandt andet på grund af, at det er svært at tage hensyn til helbreddet, når vi er mange der skal ro sammen. Vi har nu i stedet valgt selv at investere i et par kajakker, som gerne skulle være medvirkende til, at vi kan få styrket ryg, nakke og skuldre i det tempo og omfang helbreddet vil være med til.



Vi har været ude et par gange og prøve. Det er nu gået meget godt, bortset fra at jeg synes det er pokkers svært at styre kajakken når jeg skal i og op, men øvelse gør vel mester. Jeg er blevet lidt øm i skuldrene, men ikke slemt. Mon ikke også det bliver bedre med tiden, når vi kommer mere i træning. Vi er startet meget stille op, så vi ror kun kort tid af gangen. For os handler det også meget om at nyde omgivelserne, og det gør vi.


mandag den 20. august 2012

Forskellen er stor.

Det er utroligt som vejret har skiftet i dag. Det meste af dagen har vi gået og svedt tran. Jeg har endda trukket indendøre, for at finde en kølig plet. Sidst på eftermiddagen skiftede vejret, og den planlagte strandtur, blev faktisk lidt kølig - ikke lige hvad vi havde forestillet os, men sådan skulle det åbenbart være i dag.


Jeg har stadig ikke fået købt knapper til trøjerne, men i stedet kan jeg da vise jer endnu et camomille-sjal designet af Helga Isager. 

Denne gang har jeg strikket det i drops Baby Alpaca Silk sat sammen med Lace også fra drops. Det er en udmærket blanding, som gør det færdige resultat meget let og rigtig blødt.


lørdag den 18. august 2012

Knap nok.


Nu ligger to af sommerens projekter færdig strikkede her på bordet, men jeg mangler knapper for at kunne gøre dem helt færdige. Synes ellers jeg har et pænt lager af knapper, men alligevel ikke nogen der kan bruges til disse. Det kan tit være svært at finde knapper, måske jeg selv skal starte en knapbutik. Jeg skal nok vise trøjerne frem, når de er monteret med knapper.

torsdag den 16. august 2012

Årets buket.


I går fik jeg denne smukke buket. På billedet har en enkelt rose gemt sig. Der er 20 flotte røde roser. 1 for hvert år vi har været gift. Dagen blev fejret med en køretur ud i det blå (dog uden klipklapper på). Vi endte i Middelfart, hvor vi spiste på Cafe Razz. Maden smagte, og udsigten var perfekt ud over Lillebælt og broerne.

mandag den 13. august 2012

Nu med net (hæklet).

Fjernsynet kører i baggrunden, mens jeg sidder her ved computeren. Det har været en dejlig tid med OL, men må også samtidig indrømme, at jeg er ved at være god mættet. I stedet har den sidste 1½ time kørt på genudsendelser - ØV - så kunne OL da lige så godt ha´ fortsat lidt endnu.


Jeg er blevet færdig med dette hæklede net. Nettet er set flere steder her i blogland, og opskriften har jeg fra  
hende her

Hvis jeg finder på at lave det igen, tror jeg, at jeg vil lave det i ensfarvet garn. Jeg har brugt bomuldsgarn fra Brugsen, og det er hæklet i dobbelt garn. Et hyggeligt lille projekt.

søndag den 12. august 2012

Vi er vel luksusdyr.


Noget af det garn jeg købte i sommerferien var ikke i nøgler. Det vidste jeg egentlig godt hjemmefra, men det er ikke nemt at få plads til alt udstyret i swiften (bilen), når vi skal på ferie. Det var jo bedre at have plads til de indkøb, der skulle gøres undervejs. 

Lige det mest nødvendige blev rullet op i hånden. Resten har jeg klaret efter hjemkomsten, så nu er det klar til strikkepindene.

Som i kan se, så er den, der holder garnet ved at være en gammel sag. Det betyder ingenting, for den virker stadig upåklageligt. Jeg har overtaget den efter svigermor. Hun kan desværre ikke strikke mere på grund af for megen gigt. 


torsdag den 9. august 2012

Mange meter garn.


Som tidligere skrevet, så fik jeg besøgt et par garnbutikker i ferien. Det var Ho Strik og Flittiglise. Begge butikker har et godt udvalg med god service. De er absolut et besøg værd. 

Jeg havde ikke fået kamera med til Ho Strik, så jeg har kun billeder fra Flittiglise i Vejers. Billedkvaliteten er lidt ringe, men jeg synes alligevel lige, jeg vil vise dem frem. En virkelig flot butik, hvor det var meget nemt at overskue, hvad der var på hylderne.


mandag den 6. august 2012

Fra 1 - 4 på 14 dage.

Før sommerferien skrev jeg om det mest utænklige, nemlig at jeg kun havde gang i et projekt. Jeg nåede at få projektet færdigt før ferien, samt at få startet et nyt et op inden afgang. 

Men med 2 lækre garnforretninger tæt på sommerhuset (Ho Strik i Ho og Flittiglise i Vejers), så holdt det ikke ret længe. Inden de 14 dage var gået havde jeg gang i 4 forskellige ting.


Tara tørklæde, Rosita rilletrøje, Lana cardigan, alle fra "Mere feminin strik" af Lene Holme Samsøe.

Cumulus fra "Strik naturligvis" af Annette Danielsen.

Nu er der noget forskelligt at vælge i kurven, men mon ikke alle bliver færdige på et tidspunkt alligevel.

søndag den 5. august 2012

Søndagstur.

Det er sidste feriedag i dag, og i morgen kalder arbejdet igen. 3 uger går rigtig hurtigt, og de er heldigvis gået super godt. 


Sidste feriedag skulle nydes i fulde drag, og vejret var jo perfekt til is-spiseri.Vi kørte en tur ud i det blå - en rigtig søndagstur, som manden grinende sagde. Det var dog uden blød hat og sofapude i bagruden.


Jeg havde glemt at få kameraet med, så i må nøjes med billeder fra mobilen. Himlen var noget mere blå end dette billed viser.


Vi kørte af snoede og små omveje til Christiansminde ved Svendborg, hvor vi nød det dejlige vejr. Derefter gik turen til Skårupøre, hvor de skulle være ret berømte for deres is. De var nu også ganske gode - uhmmmm.



lørdag den 4. august 2012

Varme til de koldere tider.

Jeg har efter flere forskellige forsøg valgt at hækle firkanterne sammen til tæppet. Jeg ved ikke om det er det mest rigtige, men det var den metode, jeg synes blev den bedste.


Jeg er startet i det ene hjørne med en fm, herefter 1 lm og 1 fm i hjørnet på den anden firkant, 2 lm og 1 fm på første firkant. Jeg har ca. 3 stm imellem, hvor jeg hækler fm. Det er lidt svært at forklare, men det er 1 lm (lige op) og 2 lm (skråt tilbage).


Først hæklede jeg alle banerne, som jeg efterfølgende hæklede sammen på samme måde.



Nu er det helt færdigt. Jeg sluttede med en omgang stm hele vejen rundt om tæppet.



Jeg var lidt i tvivl, da jeg i sin tid startede på projektet, om det ville blive for kedeligt bare i ensfarvet, men jeg er super glad for det færdige resultat. 




fredag den 3. august 2012

Nye tider.

Vi er blevet ene 2 her på matriklen. De sidste dage har vi haft travlt med at hjælpe yngste med at flytte i egen lejlighed. Ikke en stor en af slagsen, men en lille etværelses. Hun er nu kommet godt på plads og klar til at tage hul på et nyt afsnit af livet, som også omhandler hendes drømme-studie sundhed og idræt. 

Hun skal bo i samme ejendom som søsteren bare en etage højere oppe. Jeg er sikker på, de vil få en masse glæde af hinanden samtidig med, at det også er muligt at bevare et privatliv, når de nu skal bo på hver sin etage.


I baggrunden har fjernsynet kørt, så vi kunne holde os OL-opdateret.


Herhjemme bliver der nok en smule tomt til at starte med, men mon ikke det går, vi har jo snust lidt til det, mens hun har været på højskole. Og så skal vi jo være glade for, at de ikke er længere væk end ca. 20 km, så der skal ikke så megen planlægning til for at mødes.